Herreværelset

I gamle dage, havde en hver mandlig leder, med respekt for sig selv et herreværelse. Eller, hvis det stod rigtigt godt til, et bibliotek.

Et rum der blev brugt til tilbagetrækning, fordybelse, studier og ikke mindst nydelse af et glas whisky og en god cigar. Var man rigtig heldig, så var der også pikante billeder på indersiden af cigarkassens låg.

Sådanne rum findes der ikke mange af længere.

Hvor blev de af?
Ja, for det første blev de vel indtaget af kvinder. Der ville være med. Og kvinderne havde også læst og tilmed vidste de lidt om politik.
Så kom der kvindelige ledere. På arbejdspladserne sad de med til møder, og - jeg kan tænke mig, at billedet af herreværelset efterhånden blev så udvasket, at det blev lige meget.

En periode har man delt alt. Eller prøvet.
Jeg ved ikke hvem der har mest succes med at træde ind i det andet køns felt?
Mænd der passer børn og laver mad og kvinder der skifter dæk og tømmer tagrender.

Når jeg hiver denne gamle traver op – den med kønnene, så er det fordi jeg oplever, at det stadig er forskellige problematikker mandlige og kvindelige ledere sidder med.

Helt kort:
Den typiske mandlige leder er træt af kvinder der græder. Personale problematikker og manglende fokus.
Kvindelige ledere tvivler på deres egen dømmekraft, har så meget øje for relationerne at de glemmer bolden og de føler sig utilstrækkelige.

Man kan spørge sig selv, om man ikke kunne dele folk op i hvem der var jyder, overvægtige eller optimistiske. Jo! Det kunne man nok.
Men vi opfatter hurtigt vores køn som en fællesbetegnelse. Bruger det stadig dagligt på mange af vores arbejdsplader. Vores toiletforhold.

Mange af os træder ind i en rolle, alt efter om vi er sammen med sammen køn eller der også er repræsentanter fra det modsatte.

Kvinder har generelt mange ord. De har kammertonen. De har også den ide, at man skal sidde over for hinanden når man snakker.
Mænd er gennem generationer opdraget til at tale side om side. Til at stå ved siden af far eller mester når man lærte at høvle eller male.
Og så har mænd bare en anden måde at tale til hinanden på. Som kvinder ikke (altid) lige kan afkode.

En anden ting er, at når der ikke er kvinder tilstede, så er mænd også behageligt fri for at skulle konkurrer om at imponere dem. De kan have fokus andre steder. På sig selv og hinanden.
De kan muligvis også have frirummet til at sige ting som kunne opfattes som upopulært. Ikke at mænd ikke stadig har deres roller. Den slipper de som regel kun for den allerinderste flok.

Kvinder derimod, de kan mønstre en fortrolighed på ganske kort tid. Er der først en der åbner sig, følger mange hurtigt efter. Også med tårer til følge. Fornemmelse af søstersolidaritet.
Kvinder åbner op for en sårbarhed som de intuitivt godt ved mænd ikke orker at høre så meget om.

Kønnene forstår sig på deres eget køn på en udefinerbar ligetil måde. Ikke at alle mænd er vilde med baderumssnak og alle kvinder lynhurtigt åbner sig og fortælle alle levende i lokalet om deres private anliggender. Men vi har brugt en del af vores liv på at sammenligne os. Med mødre og søstre. Med fædre og onkler. Og taget det bedste vi så, og prøvet at gøre det til vores eget.

Den frihed der opstår, det samme køn imellem, den har jeg taget det bedste af, når jeg laver kurserne "Mænd og ledelse" samt "Kvinder og ledelse".

Kom og vær en del af det. Og meld dig endelig til under det rigtige køn!